Vedtægter for
Fiberforeningen for Langeskov og Omegn
§ 1 Foreningens navn, hjemsted og formål
Foreningens navn er Fiberforeningen for Langeskov og Omegn (FLO). Foreningens hjemsted er Kerteminde Kommune.
Stk. 2
Formålet er at sikre udrulning af fibernet i Langeskov og omegn med henblik på fremtidssikker internetadgang og modtagning af tv, samt at udbyde sådanne tjenester, som står i naturlig forbindelse med det nævnte formål.
Stk. 3
FLO har også til formål at yde finansiel støtte til projekter og initiativer, som bidrager til at gøre FLO’s dækningsområde til et bedre og mere attraktivt lokalsamfund, herunder (men ikke begrænset til) digital udvikling. Støtte kan ydes til fysiske og juridiske personer, herunder foreninger, hel- og halvoffentlige myndigheder/institutioner samt virksomheder inden for FLO’s aktive eller planlagte dækningsområde for fibernet.
§ 2 Foreningens forsyningsområde og medlemskreds
Foreningens fokusområde er Langeskov og omegn og fastsættes til enhver tid af bestyrelsen under hensyntagen til, hvad der i såvel teknisk og økonomisk henseende er formålstjenligt og forsvarligt
Stk. 2
Enhver husstand indenfor foreningens fokusområde er berettiget til at blive medlem af foreningen, mod at der betales et årligt kontingent. I udlejningsejendomme, som er selvstændige husstande, kan både udlejer og lejer (virksomhed/privatperson) være medlemmer af foreningen.
Stk. 3
Det ovenfor nævnte kontingent opkræves til dækning af foreningens udgifter til drift og administration samt udlodning.
Stk.4
Opkrævning af kontingent overgår til FLO’s valgte leverandører efter tilslutning.
§ 3 Kapital og drift
Den til opfyldelse af foreningens formål nødvendige kapital tilvejebringes gennem kontingenter fra medlemmerne.
Stk. 2
Det årlige kontingent foreslås af bestyrelsen og fastsættes på den ordinære generalforsamling for det følgende kalenderår.
§ 4 Udlodning
Finansiel støtte sker ved udlodning fra FLO’s frie midler, dog således at udlodning i et kalenderår maksimalt kan udgøre 90% af FLO’s egenkapital jf. senest generalforsamlingsgodkendte regnskab.
Stk. 2
Udlodning kan ske løbende over et kalenderår, idet bestyrelsen fastsætter og offentliggør en eller flere årlige ansøgningsfrister, hvorefter bestyrelsen træffer beslutning.
§ 5 Hæftelse
Hverken foreningsmedlemmer eller medlemmer af bestyrelsen hæfter personligt for foreningens forpligtelser.
§ 6 Udtræden af foreningen
Medlemmerne er berettiget til at udtræde af foreningen til udgangen til indeværende kvartal.
Stk. 2
Inden et udtrædende medlem frigøres for sit forhold overfor foreningen, må samtlige restancer være betalt.
Stk. 3
Udtrædende medlemmer har ikke krav på udbetaling af nogen anpart af foreningens eventuelle formue eller af forudbetalt kontingent.
§ 7 Eksklusion af medlemmer
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem som følge af betalingsrestance eller såfremt bestyrelsen vurderer, at medlemmet skader foreningens formål.
Stk. 2
Eksklusion fritager ikke et medlem for indbetaling af de beløb, vedkommende har forpligtet sig til at betale, eller udgifter som medlemmet har givet anledning til, ligesom eksklusionen ikke berettiger til udbetaling af noget beløb.
§ 8 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2
Foreningens generalforsamlinger afholdes i Langeskov eller rimelig afstand derfra. Den ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af hvert års maj måned.
Stk. 3
Generalforsamlinger – såvel ordinære som ekstraordinære – indkaldes med 3 ugers varsel på e-mail til medlemmerne og på fiberforeningens hjemmeside/Facebook-gruppe. Det er til enhver tid det enkelte medlems ansvar at FLO har den korrekte e-mail adresse.
Stk. 4
Hvis der skal behandles forslag, hvis vedtagelse kræver en særlig majoritet, skal dette fremhæves i indkaldelsen.
Stk. 5
Forslag fra medlemmerne må for at komme til behandling på den ordinære generalforsamling være indgivet skriftligt til formanden senest en uge før datoen for generalforsamlingen.
Stk. 6
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, eller efter skriftlig anmodning til bestyrelsen fra mindst 20% af medlemmerne og med angivelse af anledningen. Indkaldelse sker som ved ordinær generalforsamling.
§ 9 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Forelæggelse af årsregnskab
4. Til vedtagelse forelægges forslag til budget for det igangværende regnskabsår samt de af bestyrelsen foreslåede kontingenter for det følgende år.
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
7. Valg af suppleanter
8. Valg af revisor
9. Eventuelt
§ 10 Dirigent
Generalforsamlingen ledes af en på denne valgt dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
§ 11 Beslutninger
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed, for så vidt der ikke efter lovgivningen eller nærværende vedtægter kræves særlig stemmeflerhed.
Stk. 2
Skriftlig afstemning foretages, når bestyrelsen, dirigenten eller mindst 20 medlemmer fremsætter ønske herom, samt ved valg mellem flere kandidater til tillidsposter.
Stk. 3
Til vedtagelse af ændring af vedtægterne kræves, at mindst 20 (tyve) af foreningens medlemmer er til stede på generalforsamlingen og desuden, at beslutningen vedtages med mindst 75% (syvtifem procent) af de afgivne stemmer.
§ 12 Stemmeret
Hvert medlem, som ikke er i restance til FLO eller FLO’s valgte leverandører, har på generalforsamlingen 1 stemme.
Stk. 2
Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
§ 13 Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen, idet der hvert andet år afgår henholdsvis 4 og 3 af de valgte (4 i lige og 3 i ulige år).
Stk. 2
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der har været medlemmer af foreningen i mindst 3 måneder forud for generalforsamlingen og ikke er i betalingsrestance. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 4
Bestyrelsen kan ved en forretningsorden fastsætte regler for sin virksomhed.
Stk. 5
Bestyrelsen holder møde så ofte, formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Stk. 6
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer og enten formand eller næstformand er til stede.
Stk.7
Alle vedtagelser sker ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 8
Over det på bestyrelsesmøderne passerede føres en protokol.
Stk. 9
Bestyrelsens medlemmer har ret til godtgørelse af direkte udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse, men udøver i øvrigt deres hverv ulønnet.
§ 14 Tegning af forening
Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2
Bestyrelsen kan meddele prokura enkel eller kollektiv.
§ 15 Regnskab og revision
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Årsregnskabet udarbejdes og underskrives af bestyrelsen.
Stk. 2
Foruden årsregnskabet vil der tillige være at udfærdige budget for det kommende regnskabsår.
Stk. 3
Revision af foreningens regnskaber foretages af en på generalforsamlingen for et år ad gangen valgt revisor.
§ 16 Foreningens ophør
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter reglerne for vedtægtsændringer jf. §10, stk. 3 ovenfor.
§ 17 Ikrafttrædelse
Vedtægter blev vedtaget på den stiftende generalforsamling den 31. maj 2017.
Vedtægter ændret på ordinær generalforsamling den 23/4-2018
Vedtængerne §1 stk. 3 ændret på den ordinære generalforsamling den 21/4-2021